Tag et lille skridt – hver dag
Brug beredskabsugen aktivt. Tag et lille skridt hver dag – så kan du nå det mest basale i løbet af ugen. Meget er sikkert allerede på plads, men det er en god idé at give det et eftersyn.
Derfor er beredskabsugen en oplagt anledning til at teste og vedligeholde dit nødudstyr – og opdatere dit nødlager, så du er klar, hvis krisen rammer. Beredskabsugen er også en god anledning til at få talt med naboerne om jeres fælles tryghed – og hvad I kan forberede sammen.
Husk: Vi er alle en del af totalberedskabet. Det, du gør derhjemme, kan få afgørende betydning for vores fælles samfundssikkerhed.

Hav kontanter og et ekstra betalingskort – før krisen rammer
Hvis betalingssystemer eller internet er ustabile, kan det blive svært at betale med kort eller mobil.
Derfor anbefaler Nationalbanken, at du har flere måder at betale på.

Beredskabsugen er en oplagt anledning til at sikre, at du har både kontanter og et ekstra betalingskort klar
💳 Hav flere betalingsmuligheder
- Sørg for at have mindst to betalingskort
- Gerne kort af forskellige typer
- Opbevar dem adskilt, så du ikke mister begge på én gang
- Tjek at dine kort virker og ikke er udløbet
💵 Hav kontanter klar
- Hæv et mindre beløb i kontanter til dit hjemmeberedskab
- Nationalbanken anbefaler fx omkring 250 kr. pr. person til 3 døgn
- Hav gerne mindre sedler og mønter
- Opbevar kontanterne et sikkert sted derhjemme
🧾 Tænk i hverdagsbehov
- Hvad kan du få brug for at betale for i en krise?
- Fx mad, transport eller småindkøb
- Hav en plan for, hvordan du betaler, hvis digitale løsninger ikke virker
Klar, når det gælder
Når du har flere måder at betale på, er du bedre rustet, hvis noget ikke fungerer som normalt.
Du kan gøre meget – ved at gøre lidt.
Tjek dine betalingsmuligheder i dag.