Tag et lille skridt – hver dag
Brug beredskabsugen aktivt. Tag et lille skridt hver dag – så kan du nå det mest basale i løbet af ugen. Meget er sikkert allerede på plads, men det er en god idé at give det et eftersyn.
Derfor er beredskabsugen en oplagt anledning til at teste og vedligeholde dit nødudstyr – og opdatere dit nødlager, så du er klar, hvis krisen rammer. Beredskabsugen er også en god anledning til at få talt med naboerne om jeres fælles tryghed – og hvad I kan forberede sammen.
Husk: Vi er alle en del af totalberedskabet. Det, du gør derhjemme, kan få afgørende betydning for vores fælles samfundssikkerhed.

Tjek lys, batterier og powerbanks – før krisen rammer
Når strømmen går, er batterier og powerbanks noget af det første, du får brug for.
De holder liv i dine vigtigste enheder – som mobil, lommelygte og radio.
Derfor er det vigtigt at tjekke, at de virker, og at du har nok – før du får brug for dem.

Beredskabsugen er en oplagt anledning til at gennemgå dit nødstrøm
🔋 Gør dine batterier klar
- Find alle dine batterier frem
- Tjek om de stadig virker – og om nogle er for gamle
- Sørg for at have de rigtige typer til dit udstyr
- Opbevar dem samlet ét sted, så du hurtigt kan finde dem
- Del dem evt. op efter holdbarhedsdato – så ved du, hvad du skal bruge først
🔌 Tjek dine powerbanks
- Oplad dine powerbanks – helt op
- Tjek hvor meget strøm de faktisk kan give din mobil
- Test kabler og stik – virker det hele?
- Find et fast sted at opbevare dine powerbanks, så du kan finde dem
- Vend tilbage til dine opladede powerbanks efter en periode og se, om de stadig kan oplade din mobil
💡 Få overblik over din nødbelysning
- Lommelygter, pandelamper, lyskæder eller andet batteridrevet lys
- Tænk bredt – også børnenes legetøj kan give lys i en nødsituation
- Få overblik over, hvad du har – og hvor det ligger
- Tjek hvad der skal til for, at det virker (batterier, opladning m.m.)
⚡ Hav en plan for strøm
- Overvej, hvad der er vigtigst at tilføre nødstrøm, hvis strømmen forsvinder
- Planlæg, hvordan du vil bruge nødstrømmen – så rækker den længere
- Tænk over alternative opladningsmuligheder (fx el-bil, en opladet pc )
Det er nemt at tjekke batterier og powerbanks – og det kan gøre en stor forskel, hvis strømmen forsvinder.
Tjek din strøm i dag.